Kære Brobygger
I år er det 50 år siden, den frie abort blev indført i Danmark. Tillykke til os alle! Det er en ret, jeg selv har benyttet mig af to gange, og som jeg altid vil forsvare. Men den verserende debat om at hæve grænsen yderligere fra 12. til 18. uge har med al tydelighed vist, at diskussionen om abort ikke er uden svære dilemmaer.
Da jeg var sygeplejestuderende på gynækologisk afdeling, oplevede jeg for første gang med egne øjne, hvor psykisk hård en senabort kan være for alle involverede. Det var en senabort, og kvinden skulle møde op på gynækologisk afdeling for at føde det foster, der skulle aborteres. Hun blev placeret på en stol med et hul i midten og et bækken under.
Da der kom låg på bækkenet og det skulle bæres væk, kiggede kvinden forståeligt nok i en anden retning. Det var nu op til mig at bortskaffe fostret, og det var bestemt ingen nem opgave. Historien er ikke et argument mod retten til fri abort, men for den.
Ved årsskiftet indledte jeg et samarbejde med Berlingske om at skrive klummer. Min seneste klumme handler netop om abortdiskussionens dilemmaer. Skal man hæve abortgrænsen? Det er jeg oprigtigt i tvivl om – og måske er det også i orden. I al fald slår jeg et slag for ikke at forsimple abortspørgsmålet ved at sætte lighedstegn mellem tvivl og abortmodstand. Det er gennem oplyst og saglig debat, at retten til fri abort legitimeres. Du kan læse et uddrag af klummen her.
