Copy

Nyhedsbrev fra Bornholms Teater - Feb 15

Jeppe i 'bornholmske' omgivelser

De dygtige kulissemalere fra Det Kgl. Teaters Scenografiske Værksteder er nu kommet med de første udkast til kulisserne til 'Jeppe på Bjerget'. Der har været teknisk aflevering i januar, og skitserne viser, at der vil være tydelige lokalkoloristiske elementer, der placerer handlingen nænsomt i bornholmske omgivelser.
Ikke sådan at forstå, at Hammershus eller Løvehovederne vil trone i baggrunden, men - som det ses i landsskabscenen herover - fx med klippepartier, der nok skal varme hjerter hos lokalpatrioterne iblandt os. Der vil også være en kulisse med Baronens kabinet, som selvfølgelig er en vigtig lokalitet i Jeppe-forestillingen.

Ud over de to nævnte kulissesæt, vil der blive produceret endnu en stuekulisse samt en byscenografi, som dog ikke skal bruges til 'Jeppe på Bjerget', men i de kommende års Holberg-forestillinger. Og her vil arkitekturen i byscenografien utvivlsomt få publikum til at gætte på hvor i Rønnes gamle bydel, maleren har hentet sin inspiration. 
Dét vil vi selvfølgelig ikke afsløre ... men gerne sige, at man godt kan begynde at glæde sig!
Læs mere om forestillingen HER

3 tenorer og 1 baryton frem for Herold

Ud over forberedelserne til 'Jeppe på Bjerget' er der en del andre forstillinger, der er med til at holde et højt aktivitetsniveau på egnsteateret.
Øverst på listen står koncertrækken 'I Herolds Sko', hvor vi med tre koncerter i marts fejrer den bornholmske verdenstenor Vilhelm Herold. Den 19. marts 2015 er det således både Herolds 150-års fødselsdag samt 100-årsdagen for hans afskedskoncert på Det Kgl. Teater, og det markeres med koncerter den 19., 20. og 21. marts.
OBS:
Koncerten den 21.3. er udbudt specielt til Ældresagen, men evt. overskydende billetter sælges i løssalg efter d. 21.2.

På scenen står  Niels Jørgen Riis og Guido Paevatalu i selskab med operakollegaerne Bo Kristian Jensen og Stig Fogh Andersen, hvilket garanterer det kunstneriske niveau i hyldesten. Læs mere om Herold HER.

Forestillinger for
unge ... men voksne må gerne være med

Både 'Grænsesyndrom'og nyproduktionen '687 km' (foto) besøger Bornholm i februar og marts. Det sker med syv opførelser af '687 km', hvoraf de to på Rønne Theater den 26. og 27. februar er åbne for offentligheden, hvilket også gælder to forestillinger med 'Grænsesyndrom' den 4. og 5. marts samme sted.
Især '687 km' har i øvrigt gjort det godt på teatermarkedet i år, og er p.t. solgt til hele 18 forestillinger rundt omkring i landet.

I april drager vi så på børneteater-festival i Frederikssund og omegn med '687 km' samt vores allerseneste produktion 'Johan Padan opdager Amerika', der er en hylende morsom tour-de-force i Dario Fos vindunderlige verden. En verden, der i øvrigt er lige egnet for voksne som for unge, hvilket man kan se ved selvsyn, når den kommer til Bornholm til november.
Læs mere om forestillingerne HER.

Bliv klogere på Holberg

Hvis man vil forberede sig til sommerens Jeppe-forestilling, er der flere gode tilbud i Bornholms Folkeuniversitets sæsonprogram, som udbyder hele fire foredrag med Holberg-tema.
Det første finder sted den 5. marts hvor lektor Lise Kofoed vil fortælle om 'Holbergs komedier'. Derefter følger 'Holberg og teatret' ved dr. phil. Bent Holm den 11. marts og 'Ludvig Holberg på 1700-tallets bogmarked' ved ph.d. Jens Bjerring-Hansen den 22. april.
Foredragsrækken afsluttes den 6. maj med et foredrag under titlen 'Holberg, mig og Jeppe på Bjerget', hvor vores teaterchef Jens Svane Boutrup bl.a. vil fortælle om, hvordan man gør en tekst fra 1700-tallet forståelig for et nutidigt publikum.
Foredraget den 5.3. afholdes på Rønne Bibliotek, mens de øvrige afholdes på Rønne Theater. Adgang til enkeltforedrag koster 100 kr. Læs mere om foredragene HER.

Stærk sæson-slutspurt på Rønne Theater

Februar og marts måned byder på  hele 10 forskellige forestillinger på Rønne Theater arrangeret af Teaterforeningen Bornholm:

Vi, de druknede - Grønnegade Teater. Den 3. februar kl. 19.30.
Carmina Burana - Dansk Danseteater. Den  6. februar kl. 19.30.
Bang og Betty - Folketeatret. Den 13. februar kl. 19.30.
A Picasso - Landsteatret. Den 17. februar kl. 19.30. (Foto).
De vises sten - Eventyrteatret. Den 21. februar kl. 15.00.
I al stilhed - Teater Nordkraft. Den 24. februar kl. 19.30.
687 km - Bornholms Teater og Det Menneskelige Teater. den 26. og 27. februar kl. 19.30.
Grænsesyndrom - Bornholms Teater. Den 4. og 5. marts kl. 19.30.
Vi elsker Thaidamer - Thy Teater. Den 12. marts kl. 19.30.
Jeg er rig - Teater Guld. Den 15. marts kl. 15.00.

Sæsonen sluttes af i april med: 
Tove! Tove! Tove! - Det Kgl. Teater. Den 7. april kl. 19.30
Læs om forestillingerne HER.
PS: Sæsonprogrammet for sæson 2015/16 offentliggøres den 5. maj!

OBS: Husk gratis introduktioner!

Bemærk at Teaterforeningen tilbyder gratis introduktioner og foredrag til nogle af forestillingerne:
Det starter med en introduktion af Jason Nelson før Carmina Burana den 6. februar
Senere, den 13. februar til Folketeatrets “Bang og Betty”, vil Rikke Rottensten indlede med et spændende foredrag, og hun kommer igen den 7. april og introducerer Det Kgl. Teaters forestilling “Tove! Tove! Tove!”.
Samtlige introduktioner foregår i Rønne Theaters Café kl. 18.00 – 18.45.
Der er begrænset plads i Cafeen, hvorfor tilmelding er nødvendig. Tilmelding sker i billetsalget.
Læs mere om forestillingerne HER.

Dramaskolen i nyt samarbejde

Dramaskolen har taget fat på undervisningen igen efter en lang juleferie.
De vil i de kommende måneder arbejde på en forestilling under titlen 'Projekt Ragnarok', som tidligere er opført i forbindelse med etableringen af Kulturskolen Nordkraft i Ålborg.
I forløbet vil Dramaskolen samarbejde tæt med Musik- og billedskolen, ligesom andre relevante samarbejdspartnere på børne-ungekultur området vil medvirke. I skrivende stund har Trup Ting Tang fx budt ind og deltager med deres gøglerbørn. 
Formålet med projektet er at vise, at det giver god mening at etablere en decideret Kulturskole på Bornholm.
Forløbet vil blive afsluttet med en forestilling og udstilling på Rønne Theater den 16.-18. april.

Kulturvennerne kommer!

Bornholms Teater søsatte sidste år et projekt kaldet Kulturvenner, der skal inspirere flere folk til at gå i Rønne Theater.
Kort fortalt går det ud på, at vi har udnævnt en håndfuld friske teater-mennesker til at fungere som en slags ambassadører, som skal  invitere ikke-teatervante ind og se nogle forestillinger. Med henblik på, selvfølgelig, at de bliver så positivt overraskede over, hvad teateret kan tilbyde, at de vil komme igen af egen drift.
Der er hidtil udpeget seks Kulturvenner, og de er nu begyndt at melde sig i billetkøen med deres deltagere  til en række udvalgte forestillinger i februar og marts. Vi håber I vil tage godt imod dem!
PS: Kender du selv nogen, der kunne have godt af at lære teateret bedre at kende, er du velkommen til at kontakte PR Medarbejder Kim Caspersen på mail: kim@bornholmsteater.dk - så kan vi koble ham/hende op på en Kulturven og en teateroplevelse. Første gang er helt gratis.
Læs mere HER.

Tag med til 'Billy Elliot'

Teaterforeningen Bornholm har stadig billetter til forestillingen “Billy Elliot The Musical” på Det Ny Teater søndag den 29. marts kl. 15.00.
En hjertegribende og opløftende forestilling om drengen Billy, der mod alle odds forfølger sin drøm. Især børnenes præstationer er i særklasse og har fået gode anmeldelser. 
Rejsen sørger man selv for.
Interesserede kan kontakte Teaterforeningen på tlf: 5695 0295 eller i billetsalget på Rønne Theater 15-17 på hverdage. Læs mere HER.
BornholmsTeater
Teaterstræde 2, Rønne, Danmark
Rønne DK-3700
Denmark

Føj os til din adressebog
kim@bornholmsteater.dk
Vi vil selvfølgelig blive kede af det, men her kan du framelde dig nyhedsbrevet hvis det er det, du ønsker.