Copy

Nyhedsbrev fra Bornholms Teater - August 22
 

Regn med overraskelser i 'SNE'

Når scenelyset blænder op for årets store forestilling 'SNE' på Rønne Theater lørdag den 20. august, vil publikum møde en rammehistorie, de fleste vil kunne huske - nemlig snestormen i 2010 - og en anden historie, der er fuld af overraskelser.
Snestormen i 2010 var så voldsom, at mange stadig omtaler den med ærefrygt i stemmen, og stort set alle, der var på Bornholm i juledagene det år, har deres egen dramatiske begivenhed i den personlige ballast. Sådan er det også for familien Bæk, der er hovedpersonerne i vores historie. Ægteparret August Erik og Alice Bæk befinder sig i lockdown i deres lille hus i skoven. Huset, såvel som deres ægteskab, trænger til en kærlig hånd, og den er ikke lige til at få øje på. Men uinviterede gæster dukker op, og overraskende situationer opstår, så ægteparret bliver tvunget til at anerkende, hvor afhængige de er af hinanden, og hvor meget vi allesammen er underlagt naturens kræfter.
´SNE´ er en miljø-komedie og et voksen-eventyr, der sammensmelter virkelighed og fantasi med Bornholm som baggrund: øens befolkning, dens problemer, naturen og dens magi.
’SNE’ er 3. og sidste del af Bornholms Teaters Bornholmerkrønike, hvor ’BESAT’ i 2019 var den første. Forestillingen er skrevet og instrueret af Rhea Leman, der var Reumert-nomineret i 2019 for forestillingen 'Leve Livet' på Bornholms Teater.
Læs mere om forestillingen HER - og køb Køb KØB endelig en billet HER. ;-) Vi glæder os til at se dig! 'SNE' spiller til og med 10. september.

Dansk Teater 300-år - en
teaterfest med opera

Den 23. september 1722 blev der for første gang offentligt spillet teater på dansk. Det var næsten en revolution! Nu blev almindelige borgeres liv synliggjort, og det danske sprog blev udbredt til alle samfundslag. Dansk Teater 300 år markerer denne enestående begivenhed med en landsdækkende festival, og Bornholms Teater har tilsluttet sig festen: Vi fejrer jubilæet over to dage på Rønne Theater med hele tre forskellige forestillinger: to børne-/familie-forestillinger, der er gratis for alle med Kulturugearmbånd, og et brag af en opera: ’La bohème’ fra Malmö Opera i en flot turnéversion. Kom og vær med i festen!
Giacomo Puccinis ’La bohème’ (foto) er en af de helt store operaklassikere. Historien om de seks fattige, unge bohemer byder på romantik, drama, store følelser og virkelig vidunderlig musik. Spiller 23. september kl 19.30 på Rønne Theater. KØB billet HER.
’Den sandfærdige historie om de tre små grise’ er en dukketeaterforestilling med stor og underfundig humor i et lille format - for børn og deres voksne. Gratis for alle med Kulturugearmbånd. Børn fra 4 år. Spiller den 23. september kl. 16.00 og den 24. september kl. 10.00 og kl. 12.00. Billetbestilling KUN i Rønne Theaters billetkontor.
’KABOOM’ er en sprudlende familieforestilling, der handler om forholdet mellem destruktion og skabelse. Sammen med publikum undersøger truppen den forbudte glæde ved at smadre ting sammen med dem på scenen! Gratis for alle med Kulturugearmbånd. Børn fra 6 år. Spiller den 24. september kl. 14.00 og 16.30. Billetbestilling KUN i Rønne Theaters billetkontor.
Arrangementet er en del af Bornholms Kulturuge.

Teaterforeningen fejrer de første 50 år

Løssalget til Teaterforeningen Bornholms forestillinger er nu startet, og da det samtidigt markerer foreningens 50-års jubilæum, er der ikke sparet på programmet. Der indledes med forestillingen 'Animals' tirsdag den 13. september på Musikhuset i Rønne. En forestilling igennem George Orwells verden, et sted mellem 'Kammerat Napoleon' og '1984'. 
Herefter fejres Teaterforeningens 50 års jubilæum med hele seks forestillinger i jubilæumsugen fra den 26. til den 30. september - og endda til de samme billetpriser som i 1973!
I oktober fortsætter sæsonen med 'Asta' af Det Flydende Teater den 3. oktober, og bare to dage senere familieforestillingen 'Pinocchio' den 5. oktober i Musikhuzet, og igen hurtigt efter den 11. oktober præsenteres 'Dr. Möllers Musikalske Medicin Show' (foto), der er skrevet af Bornholms Teaters teaterchef Jens Svane Boutrup men produceret af Kolding Egnsteater
Herefter går det slag i slag med flere forestillinger, heraf Folketeatrets 'Den poetiske Raptus' den 27. oktober, som en del af fejringen af 300-året for Dansk Teater.
Selvom løssalget nu er åbnet, er det selvfølgelig stadig muligt at købe et abonnement, hvilket godt kan betale sig, hvis man vil se flere forestillinger. Læs mere og køb billetter HER.

Ny 1. elsker i 'Lokkans Godinja'

Efter en coronapause på fire år* er Bornholmsk Amatørscene (BA) nu gået i gang med prøverne og forberedelserne til deres kommende bornholmsk komedie 'FORTUNA – Lokkans Godinja' (illustration Esben Bagger). Stykket, der samtidig markerer BA's  50 års jubilæum, er skrevet af Morten Poulsen fra Nexø i 2012, hvor de også sidst opførte komedien på Rønne Theater.
Handlingen foregår i tiden omkring 1898 og er i fem akter - varighed ca. 2½ time, inkl. pause. Instruktion står Brian Horst Sørensen for. Der er premiere på Rønne Theater torsdag den 10. november og det spiller til og med fredag den 25. november 2022.
BA har opført adskillige andre bornholmsk skrevne stykker/komedier i de 50 år, BA har eksisteret, hvorfor de har denne gang har valgt Morten Poulsens stykke, som kun er opført én gang på 10 år.
Amatørscenen har desuden efter lang tids søgen endelig fundet en ung 1. elsker, som kan det bornholmske sprog, og der er kommet nye folk til i nogle af rollerne, ligesom det bliver i helt nye kostumer og i en ny og anderledes scenografi end i 2012. Der er dermed lagt op til en helt fantastisk forestilling!
Billetsalget begynder den 1. september. Læs mere på www.bornholmbilletten.dk
*) BA spiller hvert andet år, i lige år, på Rønne Theater, hvilket er årsagen til, at to corona-år blev til fire års pause for BA.

Julemarked igen i år

Selvom jul og julemarkeder kan virke som en rimelig abstrakt forekomst, når sommertemperaturerne svinger mellem 25 og 30 grader udenfor, er der alligevel fuld gang i forberedelserne til årets julemarked den 2.-4. december: ”Jul på det gamle Rønne Theater”. Arrangørerne fortæller, at det bliver et lidt anderledes koncept i år, da alle udendørs boder vil være placeret inde i teaterets have, og der dermed ikke bliver boder i Teaterstræde. Noget af gaden vil dog stadig være spærret i den nederste ende af vejen. 
Arrangørerne arbejder på at finde stadeholdere til både indendørs stader og udendørs i boderne, så det bliver lige så lystigt og livligt som det plejer, og der planlægges også underholdning for både børn og voksne udenfor og inde på Store Scene. Program for hele arrangementet følger senere.
BornholmsTeater
Teaterstræde 2, Rønne, Danmark
Rønne DK-3700
Denmark

Føj os til din adressebog
kim@bornholmsteater.dk
Vi vil selvfølgelig blive kede af det, men her kan du framelde dig nyhedsbrevet hvis det er det, du ønsker.







This email was sent to <<Email Address>>
why did I get this?    unsubscribe from this list    update subscription preferences
BornholmsTeater · Teaterstræde 2, Rønne, Danmark · Rønne DK-3700 · Denmark

Email Marketing Powered by Mailchimp