Copy

Nyhedsbrev fra Bornholms Teater - Sep 21
 

To premierer i Kulturugen!

Borholms Kulturuge nærmer sig og kan bl.a. byde på hele to verdenspremierer, hvor Bornholms Teater er involveret. Og begge har på hver sin vis byen som tema eller ramme. Den ene er performance-forestillingen SVANEKE, som tager afsæt i den amerikanske teatermand Kevin Doyle, der strandede i Svaneke under coronakrisen i 2020. Dét brugte han som anledning til at interviewe nogle af de lokale, om hvad restriktioner og ventetiden betød for dem, hvilket han så gentog ved et genbesøg et års tid senere. Forestillingen SVANEKE blev resultatet, og den er en blanding af genrer med både film, fortælling, fotos og musik som de bærende elementer. SVANEKE har premiere den 23. september og spiller til og med den 26. september. Publikum kan i øvrigt møde Kevin ved to lejligheder - dels til en eftersnak den 24.9. og dels til et arrangement den 28.9., hvor Kevin vil gå lidt dybere ned i sine arbejdsmetoder og ideer. SVANEKE spiller ud over i Rønne også på SvanekeGaarden d. 29.9.-2.10.21.
Den anden forestilling er 'Rønne Rundt' som er en vandreudstilling, hvor publikum helt bogstaveligt skal gå med rundt i Rønnes gamle bydel og se fire forskellige forestillinger på fire forskellige lokaliteter. Det er Dramafronten, der står bag forestillingen med Bornholms Teater som medproducent, og der er tale om et unikt, råt og friskt projekt, hvor skuespillerne stort set 'koldstarter' på forestillingerne med manuskriptet i hånden og uden prøveforløb!
Skuespillerne udgøres af Anne Marie Helger, Gunvor Reynberg, Søren Hauch-Fausbøll, Dya Hauch, Peter Larsen, Morten Hauch-Fausbøll, Michelle Bjørn-Andersen og Vibeke Hastrup, hvoraf mange vil være særdeles velkendte for et bornholmsk publikum. 'Rønne Rundt' spiller to gange den 26. september og KUN denne dag, så hold dig ikke tilbage!
Læs mere om forestillingerne og køb billetter HER.

Bornholmerne igen, igen ... og igen

Hvis nogen derude fornemmer, at de har hørt om forestillingen 'Bornholmerne' før, er det ikke helt ved siden af. Det er nemlig 3. gang, at vi planlægger at spille denne forestilling, som har været coronaramt ud over rimelighedens grænser. Men NU skal det være, for der er mange spørgsmål, der trænger sig på, når seniorforsker fra Aalborg Universitet i København, Claus Villumsen - i skikkelse af  2. generationsbornholmeren Morten Hauch-Fausbøll - tager fat  på sin undersøgelse af bornholmernes herkomst. Og i hans søgen efter svaret på, hvem de ÆGTE bornholmere er, står de nemme svar ikke i kø.
Forestillingen indeholder en del fakta af varierende relevans, en go' del humor og selvironi, samt - ikke mindst - fællessang uden mundbind!
'Bornholmerne' kan opleves på Rønne Theater over tre perioder i oktober og november, på Svanekegaarden den 27.10 og kommer også rundt omkring på øen hos borger- og byforeninger m.m. Se datoer og spilletider HER.

SÅ er sæsonen i gang

Efterårets komme betyder, at der nu er åbnet op for Bornholms Teaters sæsonprogram. Eller, det vil sige, at det faktisk har været åbnet et stykke tid, siden 'FISK' startede i august - og den spiller til og med den 18. september. Men bortset fra dét - og bortset selvfølgelig også fra egenproduktionerne 'SVANEKE og 'Bornholmerne', som er omtalt ovenfor ... - er det nu vi lukker op for godterne! Det sker med to gæstespil i oktober og november, hvor den ordløse klovneforestilling 'HOME' den 13. oktober er et godt bud på en forestilling for hele familien, og derfor også spiller kl. 17.00. Den 16. november bliver det lidt mere alvorligt, når 'Monsieur Ibrahim og Koranens blomster' (foto) fortæller en historie om et venskab imod alle odds, der vil gribe de fleste om hjertet.
Der kan købes billetter individuelt til alle forestillingerne, men det bedste tilbud får man med et Sæsonkort til bare 450 kr. for voksne, eller 300 kr. for unge og studerende, der giver adgang til alle forestillingerne. Og husk, at den hyggelige Teatercafé holder åbent både før og efter forestillingerne!
Læs mere om programmet og Sæsonkortet HER.
OBS: Bemærk, at har man allerede købt billet til 'FISK', vil billetprisen herfra blive refunderet ved køb af et Sæsonkort! Billetten skal fremvises.

Teaterforeningens tour de force

Det kan godt være, det har været en lang tørkeperiode under corona-nedlukningen for Teaterforeningen Bornholm, men nu kommer de tilbage med fynd og klem! Hele otte forestillinger
præsenterer de over de kommende to måneder, startende med 'Forræder' den 13. september til 'Tour de chambre' den 26. oktober.
Ind imellem følger som perler på en snor: 'Driving Miles' den 2. oktober, 'Two lions and a castle' den 5. oktober, '2 på tur' den 8. oktober (foto), 'Mine forældres ting' den 17. oktober, 'Småt brændbart' den 20. oktober og 'Ego trip' den 24. oktober. Imponerende!
Læs mere om forestillingerne og tider på Teaterforeningens hjemmeside. Bemærk at ikke alle forestillingerne  spiller på Rønne Theater. Teaterforeningens program fortsætter til maj 2022, men det fortæller vi mere om i kommende nyhedsbreve.

Kulturugens åbningsdebat om identitet

Kunsten har en evne til at bryde vores vante forestillinger ned. Som sådan kan den få os til at se på os selv, hinanden og den omgivende verden med andre øjne. Når kunstnere fx giver deres bud på, hvad det vil sige at være bornholmer, sønderjyde, københavner eller dansker – hvilken betydning har det så for udviklingen af lokal identitet? Dét er temaet for Kulturugens åbningsdebat, fredag den 17. september kl. 14-15.30 ved Domen i Allinge.  
Her vil et panel bestående af bl.a. Ben Woodhams, Jens Svane Boutrup, Daniel Mühlendorph samt moderator Stine Zink Kaasgaard forsøge at besvare spørgsmål som: Hvad driver udviklingen af kunstnere og kulturiværksættere på Bornholm? Hvordan formes lokal identitet? Hvordan adskiller det lokale sig fra det almenmenneskelige? m.fl. Læs mere HER.

BornholmsTeater
Teaterstræde 2, Rønne, Danmark
Rønne DK-3700
Denmark

Add us to your address book
kim@bornholmsteater.dk
Vi vil selvfølgelig blive kede af det, men her kan du framelde dig nyhedsbrevet hvis det er det, du ønsker.







This email was sent to <<Email Address>>
why did I get this?    unsubscribe from this list    update subscription preferences
BornholmsTeater · Teaterstræde 2, Rønne, Danmark · Rønne DK-3700 · Denmark

Email Marketing Powered by Mailchimp