Copy

Nyhedsbrev fra Bornholms Teater - Feb 18
 

Vind billetter til 'Danmark, mit fædreland'

Premieren på Bornholms Teaters kommende egenproduktion 'Danmark, mit fædreland' nærmer sig hastigt, og nu giver vi dig chancen for at komme gratis ind og opleve forestillingen! Vi udlodder 5 x 2 billetter (dvs. 10 i alt) som bliver udtrukket blandt alle, der har lyst til at deltage i en lille leg. 
Og hvad legen går ud på kommer her: Forestillingen er et anderledes Danmarks-portræt, hvor syv forskellige teatre giver hver deres bud på, hvad der karakteriserer deres respektive lokalområder. Og især hvad man er særlig stolte af, eller hvad man måske skammer sig over, i fx Vendsyssel, i Holbæk, ved Limfjorden og på Bornholm eller hvor de enkelte teatre nu hører hjemme. I det bornholmske bidrag, som er skrevet af Dennis Gade Kofod, handler det om den bornholmske stædighed, men det er jo bare Dennis' bud - det kan være, at du synes, det er noget helt andet, der er typisk for Bornholm og bornholmerne? Og det vil vi så rigtig gerne høre, hvad er!
'Legen' er derfor, at du går ind på vores Facebook-side HER og skriver - kort eller langt - om hvad DU mener, vi har grund til at være særlig stolte af, eller skamme os over, her på øen. Og hvis mange nok leger med, får vi på den måde endnu et bornholmer-portræt med i købet! 
Vinderne udtrækkes den 12. marts!
'Danmark, mit fædreland' spiller to forestillinger på Rønne Theater den 22. og 23. marts - vinderne vælger selv hvilken dag, de vil i teatret. Læs mere om forestillingen HER - og giv dit eget bud på det 'typiske' HER.

De lystige koner og
en løber 

Der er masser af muligheder for at se spændende, musikalsk, sjovt og dramatisk teater i den kommende tid. Teaterforeningen Bornholm har faktisk hele ni  forestillinger i februar og marts og tre forestillinger i april.
Familieforestillingen 'Prop & Berta on Stage' den 10.2. indleder vinterferien, så her er rig mulighed for en dejlig oplevelse for børn, bedsteforældre og forældre. Kirsten Lehfeldt er faktisk en sjælden gæst på teaterscenerne, men hun kan opleves i forestillingen 'Inden jeg fylder 67' den 12.2., og allerede nogle dage efter, den 15.2., får vi besøg af Teatret Møllen med 'I fornuftens land', der er en forestilling om Niels Hausgaards tekster og univers.
Den 2.3. indtager tegneserieoperaen 'Escarramán' scenen med hele 10 medvirkende, masser af musik, temperament og flamenco. 
Det Kgl. Teater kommer på besøg den 9.3. med den anmelderroste forestilling 'Jeg løber' (foto), hvor Anders Juul imponerer med sin kraftpræstation på scenen, mens Folketeatret kommer med Shakespeares 'De lystige koner' den 16.3. og Kabaretten 'Liva' den 27.3., som begge er meget populære og næsten udsolgte.
Den komiske operette 'Piraterne fra Penzance' den 18.3. bliver et kærkomment gensyn med Figaros og Den Ny Opera. 
Teaterforeningen arrangerer desuden en bustur til Malmø Musikteater søndag den 22.4., hvor man kan opleve Verdis elskede opera 'Rigoletto' i Kasper Holtens iscenesættelse. Se mere om deltagelse på Teaterforeningens hjemmeside eller kontakt billetsalget på Rønne Theater. Man skal dog skynde sig, da det snart er sidste frist!

'Holberg på gulvet' bliver testet

Som en udløber af Holberg-forestillingerne de seneste tre år på Rønne Theater, har Bornholms Teater arbejdet lidt med planer om at gennemføre en aktivitet målrettet skoleelever kaldet 'Holberg på gulvet'. Og takket være et tilskud fra Statens Kunstfond er det nu blevet muligt at gennemføre et test-forløb i april i samarbejde med tre bornholmske skoler.
'Holberg på gulvet' går ud på at lave nogle korte undervisningsforløb for elever fra 6.-8. klasse, hvor indholdet består af en kombination af en rundvisning på Rønne Theater og en workshop under ledelse af en professionel skuespiller. Workshoppen skal give eleverne et indblik i nogle af skuespillets mange virkemidler, hvor der især vil blive fokuseret på sprog, dialog og kroppen, men også give en interaktiv og håndgribelig tilgang til Ludvig Holbergs forfatterskab og betydning for dansk litteratur og drama.
Idéen udspringer af en studietur til Shakespeare's Globe teater (foto) for et par år siden, og testforløbet vil blive gennemført i samarbejde med skuespilleren Christine Albrechtslund. Intentionen er, at 'Holberg på gulvet' skal kunne tilbydes både bornholmske skoler og skolerejser fra 2019.

Ny scenemester på trapperne

Der måtte to opslagsrunder til, men i skrivende stund er der fire ansøgere på vej til samtaler på Bornholms Teater vedr. stillingen som scenemester. Forventningen er, at en ny scenemester vil være ansat i løbet af februar, og starte hurtigst muligt derefter - forhåbentlig senest den 1. april.
I den mellemliggende periode afvikles de aktuelle forestillinger af pedel Finn Svendsen og freelance teknikere.

Talentskole for
de særligt udvalgte

Takket være Kulturaftalen mellem Staten og Bornholms Regionskommune, der for nyligt blev forlænget med et år, er der nu frigjort midler til, at der kan tages de første skridt i retning af en talentskole for teaterinteresserede unge på Bornholm. I første omgang er der lagt op til et testforløb på ca. et halvt år med start i sensommeren 2018.
Talentskolen skal forankres hos Bornholms Teater, og undervisningen bliver ledet af en professionel skuespiller, der skal undervise 6-8 unge, mellem 15 og 20 år, der udviser et særligt talent og interesse for teater. Deltagerne skal ansøge om at komme med på skolen og vil blive udvalgt i en slags audition, hvor de skal vise eksempler på deres kunnen.
Talentskolen er bl.a. baseret på erfaringer fra Teatertalent Mors, der er et 2-årigt forløb tilknyttet Limfjordsteatret. Bliver testforløbet en succes, er det tanken at søge finansiering til at oprette et mere etableret og tilbagevendende uddannelsesforløb. (Foto er fra en af dramaskolens forestillinger).
Projektet Kulturvenner, som også var en del af Kulturaftalen, afsluttes i øvrigt i disse dage med udgivelse af et katalog over hvilke aktiviteter de største bornholmske kulturinstitutioner kan tilbyde fx virksomheder, organisationer og andre større grupper på Bornholm.
BornholmsTeater
Teaterstræde 2, Rønne, Danmark
Rønne DK-3700
Denmark

Add us to your address book
kim@bornholmsteater.dk
Vi vil selvfølgelig blive kede af det, men her kan du framelde dig nyhedsbrevet hvis det er det, du ønsker.







This email was sent to <<Email Address>>
why did I get this?    unsubscribe from this list    update subscription preferences
BornholmsTeater · Teaterstræde 2, Rønne, Danmark · Rønne DK-3700 · Denmark

Email Marketing Powered by Mailchimp