Vi går Fisk og frejdig mod en ny sæson
Efter offentliggørelsen af regeringens genåbningsplaner den 23. marts kan Bornholms Teater endelig begynde en reel planlægning af vores kommende forestillinger. Ifølge den gældende plan vil teatre kunne invitere publikum indenfor dørene fra den 6. maj, og selvom det betyder, at Bornholms Teater nu må aflyse ét arrangement, mens et andet flyttes til efteråret, bringer det også håb med sig for den kommende sæson. Og det glæder vi os til og over!
Det aflyste arrangement er koncerten
’Piazzolla og emigrantens længsel’ med Andrea Pellegrini og Bjarke Mogensen, der skulle have spillet den 17. april. Den bliver desværre ikke til noget. Det gør derimod forestillingen
’Svaneke’, som skulle have spillet den 4.-8. maj, men nu kommer til at spille den 23.-26. september som en del af Kulturugen i stedet for.
I forhold til sommerens store musikforestilling
’FISK’ (foto), der spiller den 21. august til 18. september, er forventningen, at den kan gennemføres på almindelige vilkår med fuld kapacitet i salen, hvilket betyder op til 240 publikummer per gang. Der er allerede åbnet for gruppe- og firmasalg, og tilbagemeldingerne viser, at der er stor interesse for forestillingen, så det tegner godt.
Løssalget til ’FISK’ åbner den 1. maj.
Og så kan vi slutte af med endnu en god nyhed, som handler om
Sæsonkortet. På baggrund af, at den forløbne sæson har været en noget trist omgang med mange aflysninger, har Bornholms Teater besluttet, at alle der har købt sæsonkort til 2020/21 vil kunne forny deres kort til at gælde for sæson 2021/22 uden beregning. Det vil skulle ske i billetsalget på Rønne Theater, men der vil komme mere information om tilbuddet, når det nye sæsonprogram- og kort ligger klart i løbet af foråret.
Følg med i hvad der sker på
Facebook og
hjemmesiden!