Copy

Nyhedsbrev fra Bornholms Teater - Aug 19
 

Kom i teatret til spotpris!

Bornholms Teater har netop lanceret et Sæsonprogram, som i kombination med et ligeledes nyt Årskort, byder på et væld af spændende og anderledes teateroplevelser til en billig penge.
Sæsonprogrammet består af en blanding af egenproduktioner, forestillinger af eksterne producenter samt foredrag og lignende. 10 forskellige aktiviteter drysset ud over den kommende teatersæson, som starter her i august med ’BESAT’ og slutter til april næste år. Og hvis man investerer i det nye Årskort, får man gratis adgang til alle aktiviteter, på nær én – ’Carmen på kajen’ – som man til gengæld får 50% rabat til.
Årskortet koster blot 400 kr. for voksne og 250 kr. for unge under 25 år og studerende, og sat i forhold til, at fx billetterne til ’BESAT’ alene koster 200 kr. for voksne, får man dermed adgang til yderligere ni teaterture for bare 200 kr. ekstra. Og selvom én af forestillingerne - 'Pelle Erobreren, 1. kap' - er gratis for alle, skal man alligevel lede længe for at finde mere prisfavorable teatertilbud på Bornholm.
Alle Bornholms Teaters egne forestillinger indgår i programmet, som desuden består af den spændende teaterkoncert ’Træt lever & tungt hjerte’, der tager afsæt i Tom Waits musikalske univers, en aften med stumfilmsmusik og fortælling af Lars Fjeldmose samt en tur i radiobiografen for bare at nævne et udpluk af programmet. De fleste af arrangementerne vil foregå i de mindre sale på Rønne Theater, og man kommer derfor tættere på begivenhederne og må også gerne tage et glas vin, øl eller andre drikkevarer købt i cafeen med ind til forestillingen.
Sæsonprogrammet kan hentes på Rønne Theater, alle øens biblioteker samt udvalgte kulturinstitutioner. Selve Årskortet kan kun købes i billetsalget på Rønne Theater – alle hverdage mellem kl. 15 og 17, samt en time inden forestillingsstart. Se hele Sæsonprogrammet og læs mere om Årskortet HER.

BESAT-holdet rykker i kulissen

Med blot ca. tre uger til premieren på 'BESAT' er der fuld tryk på i alle kroge af Rønne Theater. Og ikke mindst på scenen, hvor skuespillerne er i gang med prøverne, alt imens den centrale del af scenografien - skelettet af et sommerhus - bliver færdiggjort omkring ørerne på dem. 
Størstedelen af historien udspiller sig i et sommerhus i en fyrreskov, så ud over selve huset er der nu også plantet en del fyrretræer, ligesom der kommer sand på gulvet (foto). Alt i alt nærmer vi os illusionen af, at vi befinder os i ly for bombardementerne af Bornholm i maj 1945, selvom det dog ikke betyder, at vores aktører helt undslipper krigens rædsler ... men det skal vi ikke afsløre for meget om lige nu!
Premieren er lørdag den 24. august kl. 19.30, og selvom den p.t. står som udsolgt på billetten.dk er det mest for at sikre, at der er pladser til de inviterede gæster. Der vil som altid være ledige pladser, og de vil blive frigivet til salg i løbet af sidste uge op til premieren. Så hold dig orienteret på billetten.dk, hvis du gerne vil med til selve premiereaftenen.
PS: Skulle man allerede have købt billet til 'BESAT' og er blevet fristet af Årskortet, som omtales overfor, vil det være muligt at få modregnet billetprisen ved køb af et Årskort, da Årskortet også gælder til 'BESAT'. Man skal blot henvende sig i billetsalget på Rønne Theater på hverdage mellem 15 og 17.

Fyldigt program fra Teaterforeningen

1. august blev billetterne til Teaterforeningens program frigivet til løssalg, og alle kan nu få adgang til det 'forjættede teaterland' i den udstrækning, der er ledige pladser. Og det er lidt af et overflødighedshorn, man nu får mulighed for at kaste sig over.
Hele 21 forestillinger plus en teaterrejse til Malmø har foreningen arrangeret, og første forestilling er 'Heksejagt' med André Andersen Solo, der er inspireret af virkelige hændelser fra middelalderens mørke Danmarkshistorie. Den spiller den 25.9. i Raschs' Pakhus.  Dagen efter, den 26.9., disker André Andersen Solo op med 'Abehånden', der nok især vil få det til at gyse hos den yngre målgruppe (fra 9 år), og så følger 'RYG' med Bodil Jørgensen den 1.10., 'Adressaten ubekendt' fra Det Kongelige Teater med Lars Mikkelsen og Søren Sætter-Larsen den 4.10., 'Jordens Indre' (foto) af Folketeatret med bl.a. Iben Hjejle og Jesper Lohmann den 13.10., 'Dødsdansen' med Waage Sandø, Pia Jondal og Ole Lemmeke den 18.10. og endelig Adrians produktion af 'Jorden Rundt', der betegnes som en operetteagtig komedie, den 29.10.
Programmet fortsætter helt til maj 2020, men vi vil fortælle om de resterende forestillinger i de kommende nyhedsbreve. Billetter kan bestilles HER.

SÅ skal der jules igennem på det gamle teater

Formændene for henholdsvis Rønne Theater og Bornholms Teater har i længere tid arbejdet på at arrangere et stort julemarked/event på Rønne Theater. Under titlen ”Jul på det gamle Rønne Theater” vil teatret i dagene den 6.-8. december 2019 blive forvandlet til et slaraffenland for alle med et svagt punkt for overdrevet julehygge og nostalgi. Der vil være juleknas i lange usunde baner, musik og underholdning, Luciaoptog og boder med alskens julerier for enhver smag og pengepung.
Blandt deltagerne vil der være 8-10 stadeholdere, som alle tidligere har været på Lauegård ved Gudhjem i en årrække, da julemarkedet dér stoppede sidste år, men derudover vil der bl.a. være unge fra såvel Talentholdet, der vil underholde, og fra Campus, der vil traktere. Tanken med julemarkedet er at ramme en julestemning, som man kunne forestille sig, den var i de gode gamle dage omkring 1823, da Rønne Theater blev etableret.
Der vil følge flere informationer og detaljer om selve arrangementet i det kommende nyhedsbrev i november.
Kan man ikke vente helt til december med at komme på besøg på Rønne Theater, er der heldigvis rigelig lejlighed til at komme forbi inden. Dels til en af de mange forestillinger men også til en af de gratis rundvisninger, som gennemføres hver mandag kl. 14 til og med den 14. oktober. I Kulturugen gennemføres desuden to ekstra rundvisninger den 17. september og den 18. september, også kl. 14.

Børnene får et super teaterår!

Sjældent har en teatersæson budt på så mange uimodståelige tilbud til de yngste teatergængere på Bornholm. Dels er der takket være aftalen med Bornholms Brand blevet udbudt hele fire gratis forestillinger til udvalgte klassetrin fra alle øens folke- og privatskoler, hvilket potentielt omfatter ca. 1500 børn. Og dels har skoler og børneinstitutioner, trods de gratis tilbud, alligevel valgt at tilmelde over 3300 børn til de forestillinger, der bliver udbudt via Bornholms Teaters koordinator for børneteaterordningen. Alt i alt tegner sæson 2019/2020 dermed til at blive den sæson i nyere tid, hvor flest bornholmske børn og unge får sig en på 'teateropleveren'!
Første gratisforestilling fra Bornholms Brand er faktisk lige om hjørnet, og gælder 'BESAT' for 9. klasserne, som afvikles henh. den 4.9. og 12.9. Derudover har Campus Bornholm også set sig varm på 'BESAT' og har købt en hel forestilling til deres elever den 29.8.
Første forestilling indenfor børneteaterordningen bliver 'Othello', der er en finurlig og sjov dukketeaterforestilling, den 11.9., og så fortsætter det ellers med otte yderligere forestillinger med jævne mellemrum indtil sæsonen afsluttes med 'Prinsesse Caraboo' (foto) den 6.3.20. - en forestilling, der i øvrigt er knyttet store forventninger til, da den er produceret af Frk. Fracasos Kompagni, der også stod bag den uimodståelige 'Tamme Tigre findes ikke' i forrige sæson. Puha, må man sige ... hvem der bare var barn igen! Få mere information om børneteaterordningen hos kim@bornholmsteater.dk
BornholmsTeater
Teaterstræde 2, Rønne, Danmark
Rønne DK-3700
Denmark

Add us to your address book
kim@bornholmsteater.dk
Vi vil selvfølgelig blive kede af det, men her kan du framelde dig nyhedsbrevet hvis det er det, du ønsker.







This email was sent to <<Email Address>>
why did I get this?    unsubscribe from this list    update subscription preferences
BornholmsTeater · Teaterstræde 2, Rønne, Danmark · Rønne DK-3700 · Denmark

Email Marketing Powered by Mailchimp